Sådan får du 4K streaming fra de populære streamingtjenester

Du har sikkert hørt mange betegnelser, der omhandler opløsningen på forskellige skærmer. “HD”, “Full HD”, “HD-ready” – og nu også 4K. 

Men hvad er 4K egentlig, og hvordan får du sikret dig, at du kan streame dine film og serier i 4K-kvalitet? Det skal vi kaste et nærmere blik på i denne artikel. Læs med, og bliv klog på begrebet.

Hvad er 4K?

4K betegner opløsningen på skærmens output – altså, hvor mange pixels skærmen viser i ét skærmbillede. 

En 4K-opløsning ligger typisk på enten 4.096 x 2160 pixels (brugt i industrien) eller 3.840 x 2.160 pixels (anvendt i de fleste kommercielle skærme og fjernsyn). Altså ligger en 4K-opløsning på lige omkring de 8 millioner pixels i alt per skærmbillede.

Til sammenligning kan vi tage den normale HD-opløsning, som er på 1.920 x 1.080 pixels. Det giver lige omkring 2 millioner pixels i et HD-skærmbillede. En 4K-opløsning kommer altså med ca. 4 gange så mange pixels i et skærmbillede som en almindelig HD-opløsning.

Hvorfor bruge 4K-opløsning, hvis man har HD?

Et spørgsmål, mange måske sidder med, er hvorfor man skal bruge 4K-opløsning frem for HD. HD giver jo allerede i forvejen billeder i fremragende opløsning – så hvorfor skal vi bruge mere af det samme, når det vi har er godt nok i de flestes øjne?

Mange af dem, der stiller spørgsmålet, har garanteret ikke set en HD-skærm og en 4K-skærm stå ved siden af hinanden, og vise det samme billede. For her kan man virkelig se forskel. En 4K-opløsning afslører langt flere detaljer end et HD-billede, og fremstår ekstremt virkelighedstro. Med en 4K-opløsning bliver du taget med helt ind i den verden, der gemmer sig bag skærmen. 4K baner altså vejen for helstøbte oplevelser, når I skal nyde en film eller yndlingsserien fredag aften.

Sådan kan du se om din skærm kan køre 4K opløsning

Hvis du gerne vil streame film og serier i 4K-opløsning, så skal dit udstyr selvfølgelig kunne køre sådanne høje opløsninger. 4K er en relativt ny teknologi, og det er slet ikke alle fjernsyn eller skærme, der kommer med muligheden for at streame i 4K-kvalitet.

Du kan nemt finde ud af, om din skærm kan vise billeder i 4K ved at slå modellen op på nettet – eller læse på den kasse, du fik skærmen eller fjernsynet leveret i. Hvis skærmen er i stand til at vise billeder i 4K, så vil producenten med garanti fremhæve dette med store bogstaver – det er nemlig et rigtig godt salgsargument.

Når du har bekræftet, at dit udstyr kan vise billeder i 4K, så skal du selvfølgelig også have en 4K-forbindelse, der kan trække billederne ind til fjernsynet. Det gælder både, når vi taler hardware såvel som software.

4K-hardware

Hvis du har en kablet forbindelse til din skærm eller dit fjernsyn er det vigtigt, at du anvender HDMI-kabler, der er version 2.0 eller højere. De tidligere generationer af HDMI-kabler understøtter nemlig ikke 4K. Derudover, hvis det er computeren, som du forbinder til fjernsynet, så skal både computer og fjernsyn være 4K-kompatible.

Hvis du anvender en Chromecast eller et Apple TV, så skal du også være sikker på, at du anvender 4K-versionerne af disse enheder. Der findes nemlig også modeller af både Chromecasts og Apple TV’er, der ikke kan levere billeder i 4K – heller ikke selvom fjernsynet kan streame 4K-billeder.

Hvis du har koblet kanaler til dit fjernsyn fra en TV-udbyder er det ligeledes vigtigt, at kanalerne sendes til dit 4K-fjernsyn i 4K-kvalitet. Og det er hverken alle udbydere eller alle kanaler, der gør dette. Spørg din TV-udbyder om kanaler i 4K-kvalitet, hvis du er i tvivl om hvad er er tilgængeligt for dig.

Streamingtjenester med 4K

Så langt, så godt. Nu har vi gjort det nødvendige forarbejde, og fået slået fast hvad der rent hardware-mæssigt skal til for at streame kanaler i 4K. 

Men hvilke streamingtjenester er det så, der tilbyder streaming af film og serier i 4K-kvalitet?

I øjeblikket er det ikke alle streamingtjenester, der tilbyder deres indhold i 4K. Herunder giver vi dig et hurtigt overblik over de streamingtjenester, du kan få 4K-film, serier og videoer fra:

  • Netflix
  • Viasat Ultra (til sport)
  • Viaplay
  • YouTube
  • Amazon Prime Videos
  • Google Play

Med tiden skal du selvfølgelig forvente, at resten af streamingtjenesterne på markedet også kommer med på bølgen. 4K er kommet for at blive – men det er selvfølgelig tilladt at starte før de fleste andre.